fysioterapi graviditet efter fødsel træning Morskrop

En snak om strækmærker

21 June 2023

Da jeg boede 2½ år i New Zealand tog jeg en 1-årige uddannelse som Aromaterapeut. Hvorfor? Fordi jeg som udgangspunkt ville fordybe mig i massageterapeut delen, som en forberedelse til at jeg senere ville læse til fysioterapeut. Men det jeg så ikke vidste var, at jeg blev ret grebet af hele aromaterapi delen. Den fyldte trods alt en del i uddannelsen. Men her lærte jeg bl.a. kendskabet til olier og deres virkning på vores krop og hvordan man kan bruge dem.

Snakken om strækmærker og en sund og elastisk hud


Der er meget snak om strækmærker kan forebygges eller ej. Nogle vil sige, at det er genetisk betinget og andre vil sige, at det er hormonelt betinget. En ting er sikkert! Der er ikke lavet studier på at de kan forebygges og derfor er der heller ikke lavet studier på, at de ikke kan forebygges:-)

Jeg er personligt af den holdning, kan man forsøge at forebygge dem, hvorfor så ikke gøre det? Når strækmærkerne først er kommet, ja så er det jo for sent at gøre så meget ved dem. Det næste er så, hvad skal man gøre for at prøve at undgå strækmærker, når man er gravid?

Først og fremmest kan man komme langt med en fornuftig kost og væskeindtag, her tænkes vand:) Dernæst skal man tænke på sit indvendige og udvendige behov for olier. Dit indvendige behov for olier er større, end du aner. Olier er godt for så mange ting! Hjernefunktion, hjerte, hud, hår og baby! Ja, du kan faktisk være med til at styrke udviklingen af fosterets nervesystem og hjerne, synssansen og de kognitive færdigheder (indlæringsevne og hukommelse) ved at indtage Omega-3, mens du er gravid. Derudover viser undersøgelser, at Omega-3 har betydning for om graviditeten opnår normal længde og om barnet har en normal fødselsvægt. Ja, fordelene er mange. Men nu går snakken jo på strækmærker, så et tilskud af omega 3, øger din huds smidighed indefra og kan dermed mindske risikoen for strækmærker.

Når du er gravid eller har tør hud?


Når huden er tør, er det fordi den naturlige fedtbarriere i huden er beskadiget eller i ubalance. Når du er gravid, kan dette skyldes de hormonelle forandringer der sker i kroppen.

Den tørre hud kan afhjælpes ved, at danne en barriere med fedtstof udefra. Denne barriere er mest effektiv, når den ikke indeholder vand, da vandet kan øge fordampningen fra huden, hvilket giver mere tør hud og dermed også meget mindre elastisk hud (øgning i risikoen for strækmærker).

Hvorfor er cremer ikke gode…?


Mange steder anbefaler fedt cremer og specielt til vores børn, men de indeholder vaseline eller relaterede produkter, samt silikone. Disse ting hører ikke hjemme på huden - de lukker porerne af, så huden ikke kan ånde og giver i sidste ende en dårligere hud. Vaseline hedder ofte noget med petrol-, da det er et affaldsprodukt ved raffinering af råolie (dvs. benzin fremstiling), og silikone hedder ofte noget med -kone/-cone (fx. dimethicone).

En creme indeholder også vand. Mange tror fejlagtigt, at deres hud har brug for fugt, men det er ikke sandt. Jo, huden har brug for fugt, men det skal altså komme indefra! En sund hud kræver masser af væske som tidligere nævnt.

Hvad skal jeg så bruge?


Olier og salver er fantastiske! Se bare på Ole Henriksen:) Ej, men det er faktisk ikke uden grund, at Ole himself, laver det han gør! For rene olier og salver indeholder ingen vand og dermed i modsætning til cremer, skal de ikke tilsættes konserveringsmidler.

Salver indeholder ud over olier også en form for voks, palme- eller bivoks. Denne voks lader huden ånde men bevarer fugten længere. Derfor er salver især gode til deciderede problemer som tør eksem og til de medtagede børnekinder i vinterhalvåret. Men netop også til forebyggelse af strækmærker!  

Generelt er indholdet af voks bestemmende for, hvor længe salven 'holder' på huden og jo længere den ligger på huden, desto længere er huden fugtet => øget elasticitet!

En creme kan som sagt være lettere at smøre ud end en salve, og nogle føler at salver fedter en del. Det afhænger dog af olien, der er benyttet. Har man fx ikke tør hud i ansigtet, vil en ren vegetabilsk olie som jojoba eller mandel være nok. Er man mere tør kan shea smør eller kokosolie være en god løsning.

Selv bruger jeg hybenkerneolie til ansigtet, som også er fantastisk til at øge hudens elasticitet. Derudover bruger jeg mandelolie til resten af kroppen og salve, hvis det bliver fugtigere i vejret, og huden begynder at blive lidt mere tør. Jeg har lavet strækmærkesalve og kropssalve i mange år og har også brugt den i begge mine graviditeter, uden at få et eneste strækmærke.

KropsSalve...Lav den selv!!!


For at lave en basis salve, som kan bruges af hele familien - skal du bruge følgende:

Giver 250 ml. Basis salve

16 g. bivoks (klippet ud i små stykker)

90 g. Jomfru Øko koldpresset kokosolie

30 g. Øko sheasmør (hård)

60 ml. Øko mandelolie

Det hele smeltes helt sammen i en skoldet og tør gryde over svag varme og hældes på en mørk krukke.

Tilsæt 2 ml. E-vitamin hvis salven skal bruges til at forebygge strækmærker.

Salven kan holde sig i ca. et år.

Hvis du bruger denne til at forebygge strækmærker, så brug den dagligt fra 12. graviditetsuge.


Husk altid at købe koldpresset og økologisk. Også koldpresset olier til spisning og køb altid olier på mørke flasker. Babyolien er jo hverken koldpresset eller på mørk flaske, så brug også til baby en ren olie som f.eks. Øko abrikoskerneolie.

Rigtig god fornøjelse:-)

Kærligst, Kate