fysioterapi graviditet efter fødsel træning Morskrop

Skab et normaliseret forhold til mad, krop og vægt hos dig selv og dermed også dine børn

29 January 2024

Gæsteblogindlæg af Miriam Camilla Hansen


Da jeg selv har haft et meget forstyrret forhold til mad, krop og vægt som ung, valgte jeg at tage en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, samt at blive vejleder i MadroMetoden.

Læs med herunder hvorfor og hvad du selv kan gøre hvis du oplever udfordringer i din familie.

Det ligger mig dybt på sinde at børn og unge ikke udvikler et forstyrret forhold.

Vi lever i en diætkultur og i et vægtstigmatiserende samfund, hvor vi helst skal lave op til kropsidealerne. Det ses at cirka 50% af pigerne i 7. og 9. klasse føler sig for tykke, og cirka 25% af drengene i 9. klasse føler sig for tynde.

Alle de forventninger som børn og unge føler de skal leve op til, kan udløse en følelse af at være forkert, hvor de tyer til uhensigtsmæssige metoder. Og lige netop den problematik, mener jeg at vi skal have mere fokus på.

Hvilke tegn slutter sig til et forstyrret forhold til mad, krop og vægt?


Stil dig selv disse spørgsmål:

1. Fylder mad og kalorier meget i dagligdagen, som gør det svært at koncentrere sig om andre

ting, eller at være social?

2. Kontrollerer barnet sit madindtag, herunder at tælle kalorier?

3. Springer barnet jævnligt måltider over?

4. Er træning fastlagt og svær at afvige fra, selv ved sygdom eller skader?

5. Er formålet med træning at ændre kroppen, for at kunne ligne et idol?

6. Bliver barnet påvirket af vægtudsving?

7. Er barnet overvejende utilfreds med sit spejlbillede?

Se mine bedste råd til dig der kan nikke genkendende til ovenstående spørgsmål:

1. Prøv at være en god rollemodel


Først og fremmest er det vigtigt at være en god rollemodel for sit barn. Undgå at italesætte mad, krop og vægt negativt både hos dig selv og hos andre. Når børn hører at vi skal tabe os, fordi vi har fået en stor mave, eller at vi ikke må spise så meget slik, for så får vi en stor mave, så opfanger barnet det som noget, der er forkert eller farligt. Dette kan give barnet en følelse af at være forkert eller på sigt skabe det her forstyrret forhold. Derudover er det vigtigt at lære børn, at mennesker og kroppe er forskellige, og at den ene ikke er mere rigtig end den anden.

2. Skab en god rollefordeling under måltider.


I har som forældre ansvaret for hvad der bliver serveret, hvornår det bliver serveret, og hvor henne det bliver serveret. Men barnet har ansvaret for hvad og hvor meget han/hun ønsker at spise. På den måde slipper I for konflikter under måltidet, idet barnet ikke bliver presset til at spise noget bestemt eller en bestemt mængde.

3. Skab en god måltidsstruktur


En god måltidsstruktur er når der er pauser mellem måltiderne. Der er altså tidspunkter, hvor der er mad tilgængeligt og tidspunkter uden mad, på den måde opnår barnet en god kontakt til sin sult- og mæthedsfølelse, som er utrolig vigtig, at vi ikke ødelægger.

Når der skabes en fast måltidsstruktur, giver det ikke mindst en tryghed til barnet at vide, at der kommer mad igen.

4. Støt barnet i at tackle de svære følelser


Vi kan alle sammen komme til at spise på vores følelser, enten når vi er kede af det, sure eller blot når vi keder os. Men når vi anerkender barnets følelser, og viser dem at det er okay at være ked at det eller sur, men at det forsvinder igen. Så lærer barnet at det ikke er permanent, og det ikke er farligt.

Hjælp barnet med at sætte ord på følelserne, samt at trøste med fysisk kontakt i stedet for mad. På den måde forhindrer vi at barnet udvikler et forstyrret forhold til mad.

5. Vis dit barn kærlighed via anerkendelse


Ikke mindst er det altafgørende at vise sin kærlighed til barnet. Når barnet bliver anerkendt og elsket for sine gode egenskaber og kvaliteter opnår barnet en større selvtillid. Ros barnets for dets processer og ikke for resultatet.

Synes du at det er svært?


Kunne du tænke dig, at hjælpe dit barn med at få mere ro omkring mad, krop, vægt og bevægelse, kan du se hvad jeg tilbyder på min hjemmeside.

Som læser hos MorsKrop.dk kan du ved køb af enkelt sessioner eller forløb få 10% med kommentaren ”morskropdk” når du booker.

De bedste hilsner fra Miriam

.